Jeg har behov for en pumpestyring, som justerer fremløbstemperaturen i SAMME RETNING, som udetemperaturen varierer. Målet er at holde en indetemperatur omkring 4 - 5 grader højere end udetemperaturen, når denne befinder sig i intervallet 0 - 15 grader. Er der nogen, som har kendskab til anlæg, hvor varmekurven kan indstilles til dette ? Ved udetemperaturer under 0 grader skal fremløbstemperauren øges i takt med stigende frostgrader, ganske som normalt, for at holde huset frostfrit på ca 4 - 5 grader. I de perioder, hvor jeg benytter huset, skal anlægget kunne fungere på traditionel vis med henblik på at holde en passende stuetemperatur. Min forespørgsel vedrører de lange perioder, hvor huset ikke benyttes og blot skal holdes tørt ved at holde en indvendig temperatur omkring 4 - 5 grader over udetemperaturen !
Den ønskede pumpeeffekt er beregnet til 16 kW, hvilket skulle dække 65 - 70 % af husets varmebehov ved -12 grader. Der er behov for en middeleffekt på 3,5 kW til at hæve indetemperaturen 4 - 5 grader i forhold til udetemperaturen.
Det bliver for kompliceret at lægge slanger i jorden, så derfor planlægger jeg en løsning med en luft/vand varmepumpe. Husets varmesystem bliver ny-installeret med en blanding af gulvvarme (med minishunt) og radiatorer, dimensioneret til lav fremløbstemperatur af hensyn til den planlagte varmepumpe.
IVT's og Bosch'es styring kan begge programmeres til det ønskede. Det er kun spørgsmålet om at finde de ønskede fremløbstemperaturer i begge ender af skalaen på udekompenseringen. Du kan ikke anvende rumføleren i dette tilfælde. Når du er i huset stiller du kurven normalt!
Tak for oplysningen om mulighederne med IVT og Bosch. Men jeg har ikke kun brug for 2 punkter, men 3 til at fastlægge skalaen. F.eks.: Udetemp./Fremløbstemp. 15/35, 0/20, -20/45 uden at jeg kender det præcise behov for fremløbstemperatur for at holde huset på min. 5 plusgrader i frostvejr og ellers 5 grader højere indendørs end udendørs ved varmegrader op til 15 grader udendørs.
De 16 kW er god nok. Husets grundarel er 220 kvadratmeter med fuld kælder, stueetage og 1. sal.
Redigeret af CarstenP d. 17-05-2009 20:44
Du har aldrig rodet med udekompensatorer kan jeg forstå. De to punkter jeg nævner er kurvens to yderpunkter. Derforuden kan du finjustere for hver 5 grader hvis ikke kurven skal være lineær. Reguleringen fungerer ved at fremløbet styres som funktion af en kurve. Kurvens angrebspunkter er de to yderparametre henholdsvis + 20 og -35, benævnte V og H. Derudover kan du lave buler og dale som du lyster for at tilpasse til hvad ønskes. Derfouden kan pumpestop (og tilhørende motionering indkodes). Du kan downloade manualen på www.ivt.se Lidt afhængig af design kan du anvende elskud eller shuntet tilskud vha kedel. Men pas på at få en brugsvandstank der kan kapere så kraftig en varmepumpe. Klogest er nok en slingtank!
Du har helt ret. Jeg har aldrig før beskæftiget mig med varmepumper, så emnet er helt nyt for mig. Jeg har søgt informatioin via Google og stødte herunder på nærværende hjemmeside.
Jeg har forsøgt at læse mig til, hvilke fordele forskellige varmepumper har, men støder oftest på det problem, at jeg mangler eksakte oplysninger. Er den fleksible mulighed for fastsættelse af varmekurven for udetemperatur-reguleringen generel eller er det udelukkende IVT og Bosch, som har disse muligheder ?
Mine ønsker til en varmepumpe er følgende i den udstrækning, de kan opfyldes af de pumper, som er på markedet:
1. Klart bedre driftsøkonomi end et oliefyr.
2. Skal kunne klare sig selv, når huset nogle gange står tomt flere måneder ad gangen, i særdeleshed om vinteren for at undgå frostskader.
3. Skal kunne regulere, så indetemperaturen kun bliver de nødvendige 4 - 5 grader højere end udetemperaturen i de kølige, frostfri perioder.
4. Skal kunne forsyne familien med varmt vand og tilstrækkelig varme i få af opholdsrummene, når huset benyttes i kolde perioder.
5. Så lidt sårbart/synligt udstyr udendørs som muligt, da vi tidligere har været udsat for en del hærværk.
6. Mulighed for at kunne fjernaflæse systemets tilstand og indetemperaturen.
Er jeg for ambitiøs ? Lige nu vrimler det ikke ligefrem med "godkendte" luft/vand varmepumper !
Flere af producenterne reklamerer med scroll-kompressorer, men skriver ikke, om disse er behovsstyrede/frekvensregulerede ! Er det en underforståelse i branchen eller anvendes mange af scroll-kompressorerne i on/off-reguleringer ?
Udekompensering er ikke unik't for varmepumper. Det anvendes i masser af varmeanlæg.
Jeg kender og kan håndtere Bosch'erne og IVT'erne. Derfor nævner jeg dem. De kan indstilles til noget der ligner det du vil.
1 Økonomien i dem er fornuftig god, dog ikke på højde med jordvarme.
2 De plejer at du uden problemer, dog ville jeg nok hekse et SMS modul på, sådan en eller anden kommer og kigger, hvis der meldes fejl. Der findes ikke en desideret udgang til dette, men der må kunne hekses et eller andet.
3 Det kan den. Spørgsmålet er hvor tæt du kan gå på, når du regulerer på den måde.
4 Vælger du en 1700 yder den de nødvendige 16 kW ved +7° og 35° frem. Den daler så i ydelse ned til -20° hvor den så ikke kan længere. Kombineres med 13,5 kW elkassette + evt mulighed for en yderligere kassette, hvis kravet vitterligt er så stort. Styrttapkapaciteten for brugsvand vil blive overordentlig stor. Nærmest uendelig, hvis man bruger slingtank.
5 Du får udedelen udenfor. Den vil være udsat. Klogeligt vil det være IKKE at montere den lovbefalede serviceafbryder.
6 Umiddelbart tror jeg ikke det findes til de to nævnte.
Nej, ambitioner er gode. Men det er ikke sikkert de alle kan honoreres. Men med lidt fantasi, kan meget alligevel hekses, selvom det ikke er angivet i manualerne.
Scroll kompressor dækker over selve måden kompressorenen komprimerer på. En art eksentrik udformet som en snegl. Lidt a' la Wankelmotoren. De to nævnte er on off maskiner. De trinløse luft/vand'er er oftest ombyggede klimakompressorer. Vær opmærksom på at ved frekvensregulerede maskiner kan der være særlige krav til husets HFI relæ. Du får lidt mere kompleks afrimningslogik når den er trinløs, idet du ved tilisning, først er nødt til at regulere op inden du vender gassen. Ellers har du ikke energi nok til afrimningen. Iøvrigt er afrimningen det svære, og netop der er mærkevarer, beregnet for drift i Norden nok mestre. Ellers bygger blandt andet italienerne maskiner så store som containere, der kan yde både 4 og 500 kW.
Spring til debat:
Log ind
Er du endnu ikke registreret bruger? Klik her for at oprette dig.